Den 1. april rykker vi vores Aarhus-kontor til Spejlbuen i Skejby, hvor vi har fundet nye rammer, som vi kan vokse videre i. 

Thomas Helmig synger i en af sine sange om døre, der må lukkes, for at verden kan blive større. Og det er også tilfældet her hos os i UKON, når vi den 1. april lukker døren til vores nuværende bygning på Silkeborgvej 781.

Heldigvis åbner vi samtidig nye og større døre, når vi samme dag rykker ind i nyistandsatte lokaler i Spejlbuen i Skejby i det nordlige Aarhus.

Vi har haft nogle gode år i huset i det vestlige Aarhus, som har budt på masser af atmosfære. Ikke mindst har det dannet rammen om en lang række gode møder med jer, der er vores kunder og samarbejdspartnere. Men vi har gennem noget tid ønsket os rammer, som er mere fleksible og nutidige – og som passer til det udviklingsryk og den vækst, som UKON er godt i gang med.

Vi har nemlig forrygende travlt med spændende, strategiske opgaver for både private og offentlige kunder, som har ambitioner om at udvikle endnu bedre lederskab og mere sammenhængskraft i deres organisationer.

Her i marts måned lander vi endnu en UKON-PhD med en afhandling om ledelse og samskabelse. Vores forsknings- og udviklingsprojekt om internationale ledelsesteams skaber allerede effekt ude hos vores kunder og samarbejdspartnere. Vi er netop blevet optaget på verdens største ledelseskonference, AOM, hvor vi til sommer deltager med et nyt indlæg om grænsekrydsende ledelse. Og vi har ikke mindre end tre bogudgivelser på trapperne i 2017. Så vi har brug for ekstra albuerum.

De nye lokaler i Spejlbuen byder bl.a. på langt bedre mødefaciliteter og mere sammenhængende rum, som lægger op til inspirerende og innovativt samarbejde. Der er godt udsyn mod omgivelserne og plads til at tænke stort. Et lækkert og imødekommende torv bliver det samlende punkt for vores aktiviteter og mødet med vores kunder. Alt i alt har rammerne en tilpas moderne, men personlig atmosfære, som lige er os. Og vi er stadig let tilgængelige med en central placering tæt på indfaldsvejene til Aarhus.

Vi glæder os oprigtigt til at byde jer velkommen i Skejby. Der bliver lejlighed til at kigge forbi de nye lokaler senere på foråret, når vi indbyder til præsentationen af vores nye bog ”Feedback gentænkt”, som vi lover vil være værd at køre efter.

På gensyn i Spejlbuen!

Her finder du os fra 1. april 2017:
Brendstrupgårdsvej 13, 2. sal, 8200 Aarhus N, v. indgang Nord

Tilbage til: Nyheder